Arbejdsrelaterede gener
Smerter i ryg, skulder og nakke
Smerter i ryg, skulder og nakke
Mange mennesker oplever arbejdsrelaterede gener og muskelspændinger. Helt op mod 20 procent oplever smerter i ryg, skulder og nakke grundet forkerte arbejdsstillinger. Det skyldes ofte, at vi tilbringer en stor del af vores vågne timer siddende.
Vi ved, at smerter i ryg, skulder og nakke øger risikoen for langvarigt sygefravær på arbejdsmarkedet. Vi ved også, at det at sidde ned i mange timer øger risikoen for blandt andet hjerte-karsygdomme og diabetes. Med andre ord kan stillesiddende arbejde både påvirke dit fysiske og mentale helbred og på sigt også medføre livsstilssygdomme.
Ved langvarigt eller dagligt stillesiddende arbejde og gentagne og monotome bevægelse i eksempelvis arm, skulder, nakke og ryg, opstår der ofte muskelspændinger. Din krop reagerer på den uhensigtsmæssige og vedvarende påvirkning ved at spænde op i musklerne.
Desuden forbrænder du ikke særlig meget ’energi’, når du sidder ned i mange timer om dagen – og nedsat energiforbrænding kan føre til overvægt og dermed øges risikoen for livsstilssygdomme.
Muskelspændinger føles som en dyb, murrende smerte eller ømhed, der kan være svær at lokalisere.
Udover smerter oplever mange også spændingshovedpine og/eller stivhed og nedsat bevægelighed i nakke, skulder og ryg.
Symptomer på livsstilssygdomme kan være meget brede symptomer som træthed, kvalme, hovedpine – altså symptomer, som kan skyldes rigtig mange ting.
Det kan derfor være svært at gennemskue, om man er i farezonen for at få en alvorlig livsstilssygdom. For nogle kan deres allerførste symptom på en livsstilssygdom være en blodprop.
Udfør to minutters daglig elastiktræning for at styrke dine udsatte områder og mindske risikoen for muskelspændinger.
Tæl dine skridt med en skridttæller i løbet af dagen – Sundhedsstyrelsen anbefaler min. 10.000 skridt pr. dag.
Brug pauser til at gå en tur. Lav møder som en ’walk ‘n talk’. Brug første halvdel af frokostpausen på at spise, og afslut med en gåtur.